Dansk Esperanto English
Virksomhed Jans univers Martinus CyberCenter

Anmeldelse af:

Gunner Frederiksen: Reinkarnation - en etisk udfordring.

Temahæfte nr. 5, Kosmologisk Information 1995, 40 sider.

Bogens forside

Formålet med hæftet angives at være en belysning af forbindelsen mellem reinkarnation og det kosmiske retfærdighedsprincip, samt et opgør med uhyrlige og negative forestillinger om hvad reinkarnation er. Dette mål nås, synes jeg, men fremstillingen er noget kort: Hæftet er en god oversigt, der kommer hele vejen rundt, uden at fortabe sig i detalje-diskussioner. Som efterhånden erfaren Martinus-læser kunne jeg godt have ønsket en dybere behandling, men det havde nok krævet en bog på 300 sider.

I redegørelsen for reinkarnationstanken kommer han bl.a. ind på følgende aspekter:

  1. At reinkarnationstanken kan virke fremmende på menneskenes moralske udvikling.
  2. Reinkarnation som forudsætning for et evig liv.
  3. Dødsfrygtens ubegrundethed.
  4. Striden mellem tanken guddommelig skabelse eller Darwins udviklingslære.
  5. Arvelighed af evner, anlæg og sygdomme, som f.eks. alkoholisme.
  6. Reinkarnationstanken medfører, at mennesker selv tager ansvaret for deres egen situation og at de opdager, at de selv kan skabe deres fremtid.
  7. Tolerance overfor adfærdsnormer, der hører hjemme på andre udviklingstrin end ens eget.
  8. Reinkarnationstanken i menneskets nuværende krisesituation.

I en diskussion til slut af tolkningen af næstekærlighedsbudet, bevæger GF sig på en meget interessant måde ud over kosmologien: Han nævner, at budet "du skal elske din næste som dig selv" på hebræisk lige så vel kan læses som; "du kan elske din næste som dig selv". Udskiftningen af "skal" med "kan" gør budet til en psykologisk påstand, der udsiger, at man ikke kan elske andre, hvis man ikke elsker sig selv. Her, som andre steder, skinner GFs baggrund som psykolog igennem.

Hæftet er en udmærket oversigt over reinkarnationsproblematikken, som dog, da der jævnligt bruges specielle begreber fra Martinus' kosmologi, nok ikke er egnet for læsere, der er helt ubekendt med kosmologiens grundbegreber.

Hæftets indhold:

  1. Indledning.
  2. Reinkarnation og moral.
  3. Hvad siger Martinus?
  4. Hvorledes opretholdes livets evighedsnatur?
  5. Skabelse eller udvikling?
  6. Ansvarlighed.
  7. Alkoholisme hos børn.
  8. Arvelighed.
  9. Om at skabe sin egen fremtid.
  10. Tolerance.
    Hvad med kærlighedsbudet?
  11. En åndelig opvågningsproces.


Rettelser, kommentarer og forslag er velkomne. På forhånd tak!
26-5-2007

JNT web-design