| Dansk Esperanto English |
| Virksomhed Jans univers Martinus CyberCenter |
|
|
Anmeldelse af: Henri Atlan: Myte eller VidenskabASK 1990, 250 sider. |
 |
Myte og mystik kan og skal hverken forenes, syntetiseres eller synkroniseres med videnskab, men kan og skal bringes i respektfuld dialog. Bogen peger på det meget vigtige i at huske at fremhæve forskellene mellem myte og videnskab frem for blot at analogisere og se lighederne. Myte er ikke videnskab, og videnskab er ikke myte - og de bliver det heller aldrig. Selvom der kan påvises ligheder mellem myte og videnskab, så er det forskellene, der gør myte til myte og videnskab til videnskab, og disse forskelle kan ikke udviskes uden at den indbyrdes respekt tabes. Den type spørgsmål, som de mystiske traditioner stiller og giver svar på, falder ikke inden for videnskabens domæne, og derfor er det udelukket, at mystikkens svar nogensinde kan tilfredsstille videnskaben, og at videnskaben selv vil forsøge at give svar.
Med denne grundholdning er bogen et eksplicit opgør med Fritjof Capras "Fysikkens Tao", der søgte at påvise parallellerne mellem fysik og mystik. Myte og Videnskab omtales på bagsiden som en "omvendt" Fysikkens Tao, men der er snarere tale om en "meta-omvendt" Fysikkens Tao, idet bogen er metavidenskabelig eller filosofisk: Ved at beskæftige sig med videnskabens mulige eller umulige relationer er bogen ikke selv videnskabelig, hvilket klart bekendes på side 75.
Bogen er på ingen måde mystik-fjendtlig, men blot hævdes det, at mystikken/myten og videnskaben giver to helt forskellige billeder af virkeligheden, som derfor ikke beskrives i det samme sprog. F.eks. er de empiriske konsekvenser af akupunkturs virkninger de samme for den traditionelle taoisme som for den moderne neurofysiologi (smerter forsvinder etc.), men trods denne fælles enighed medfører de forskellige forklaringsrammer, at der bliver tale om to helt forskellige fænomener!: Taoismens beskrivelse af akupunktur som "mandlige og kvindelige energistrømme" angår simpelthen ikke samme fænomen som neurofysiologiens fysiske og kemiske beskrivelse.
Atlan argumenterer ud fra en opfattelse af, at virkeligheden består af et hierarki af organisationsniveauer. F.eks. bygger det biologiske niveau på det fysiske og er selv underlag for det psykologiske etc. Som følge af virkelighedens niveaudeling, er videnskaben også nødvendigvis niveaudelt i forskellige fagvidenskaber, som hver for sig har specifikke forklaringsmåder, forklaringsrammer, sprog og spilleregler. Et fagområde er et spil, hvori der gælder specielle regler netop for dette spil, og da der ikke findes et metaspil, der fortæller, hvordan man kobler to eller flere spil sammen, hersker der inkommensurabilitet mellem spillene. Man kan skifte spil så tit man ønsker, men spillene kan ikke forenes. At det skulle være så umuligt i dag på Capra'sk vis at forene fysik og mystik demonstreres af den kendsgerning, at det ligeledes er umuligt at forklare springet fra kvantemekanikken til den klassiske fysiks mekanik. Det fysiske og det mystiske spil kan ikke forenes, ligesåvel som det kvantemekaniske og det klassisk mekaniske spil heller ikke kan det.
Dog kan det naturligvis ikke udelukkes, at en forening engang vil blive mulig. Et af videnskabens mål er nemlig at søge forklaringer og sprog, der dækker hullerne over niveauspringene mellem erkendelsesspillene. Derfor er det fuldt legitimt at stille spørgsmål om fysikkens og mystikkens forening, men det er i dag ikke muligt at give videnskabelige svar. Capras forehavende er ikke logisk umuligt, men kun reelt umuligt for tiden. Atlan foreslår f.eks. selv, at overgangen mellem hjerne og tænkning måske vil kunne forklares, hvis sproget indføres som mellemled: Det er nemmere at forklare overgangen fra hjerne til sprog og herfra til tænkning end fra hjerne til tænkning uden sprogets mellemled. Når fysikken engang kan besvare mystikkens metafysiske spørgsmål, dvs. når det store spring mellem fysik og mystik gradvist er udfyldt, så ophører disse spørgsmål med at være metafysiske og mystikken ophører med at være mystik!
Atlan trækker bogens temaer op med følgende metaspilleregler: "- man skal ikke blande reglerne for de forskellige spil sammen, - man skal omgås analogier med forsigtighed og kun bruge dem til at fremhæve forskellene med, - man skal ikke give efter for fristelsen til at skabe omfattende enheder, - man skal ikke give sig hen i fascinationen af de store kosmologiske synteser[,] men derimod opfatte dem som legender eller (science) fiction, - sidst men ikke mindst skal man ikke tro, at man kan grundlægge en etik (og endnu mindre en politik) på objektiv, videnskabeligt etableret viden." (s. 224)
Videnskab består, ifølge videnskabsteoretikeren Karl Popper, af dristige gæt og tilbagevisningsforsøg, og der er derfor ikke noget mærkeligt i, at Capras teori søges afvist med Atlans metavidenskabelige kritik. Dette er blot udtryk for forsøg på videnskabelig progressivitet. Ifølge Popper og Atlan kan videnskaben aldrig nå Sandheden; der vil altid blot være tale om approksimationer til Sandheden med partielle og relative forklaringer til følge. Derfor er Atlans kritik naturligvis ikke endegyldig endsige katastrofal for Capra. Atlan har nemlig ikke bevist noget som helst med sin bog, men han har naturligvis givet udtryk for sin mening. Han anlægger en bestemt filosofisk eller metavidenskabelig tilgang til emnet, som med lethed udfra en anden filosofisk eller metavidenskabelig tilgang vil kunne problematiseres. Således nævner Atlan f.eks. overhovedet ikke Ludwig von Bertalanffys ellers vidt berømte Systemteori fra 1937 med ét ord; Systemteorien, som mange videnskabsmænd m/k i tidens løb har beskæftiget sig med, tager samme udgangspunkt som Atlan i fagvidenskabernes specialisering, men søger herfra at konstruere en generel videnskabelig eller metavidenskabelig teori, som kan bygge bro mellem de mange specialiserede videnskaber. Systemteorien viser, at de negative konklusioner, som Atlan drager udfra fagvidenskabernes specialisering og hierarkisering, langtfra følger med nødvendighed. Hvorfor nævner Atlan ikke Systemteoriens bestræbelser? Det er svært at undgå mistanken om, at han først og fremmest af personlige grunde søger at få ram på Capra og ligesindede, og at han derfor for at vinde styrke tilsidesætter nuancering og diskussion til fordel for ensidighed og monolog.
Capra kan for øvrigt let forsvares med Atlans egne argumenter, idet Capra og Atlan kan hævdes ikke at tale om det samme: Når Capra forsøger en forening af mystik og fysik, forstår han ikke det samme ved "forening", som Atlan gør i afvisningen af muligheden for en forening. Deres respektive projekter befinder sig ikke indenfor samme forklaringsramme og er derfor inkommensurable.
Bogens store svaghed er, at den ikke kommer modstanderne i møde, for derefter at 'angribe' hvor de er stærkest. Atlan søger ikke mht. sine modstandere en forståelse af, hvad de rent faktisk mener, men løber konstant med halv vind. Han latterliggør og misforstår bevidst for derefter at benytte en argumentation, som enhver, hvis ellers udgangspunktet havde været rigtigt, ville acceptere som ren logik.
Bogens første del er med udtryk som "i en vis forstand" og "på en vis måde" så præget af upræcished og frygt for at skrive noget forkert, at man ofte sidder tilbage med spørgsmålene "i hvilken forstand?" og "på hvilken måde?". Dette sproglige irritationsmoment skyldes måske netop, at forfatteren bestrider to professorater (i Paris og Jerusalem), for i den akademiske socialiseringsproces opbygges ofte frygt for at sige noget forkert, med vaghed til følge.
Bogens diskussion af etikkens fundament virker rodet og uklar. Stærkest og klarest er Atlans redegørelse for sin niveauteoretiske kritik af syntetiseringsforsøg, og trods denne redegørelses ensidighed er bogen anbefalelsesværdig som diskussionsindlæg i den debat, som Capra har rejst. Det er jo altid inspirerende og ofte nødvendigt at se en sag fra flere sider.
Jeg vil anbefale at starte læsningen af bogen fra kapitel 1 og gemme indledningen til sidst og forordet til allersidst. Indledningen, der giver et overblik over bogen, virker svært forståeligt og tung uden en forudgående gennemlæsning af bogen. Det overflødige forord af Jørgen Jørgensen er direkte præget af intellektuelt sprogsnobberi (næstsidste afsnit s. 8 er indforstået skrevet grænsende til meningsløshed). I det hele taget er det en god idé at have en fremmedordbog ved hånden ved læsning af denne lidt svære, men dog "populærvidenskabelige" metavidenskabelige bog.
Anmeldelsen blev bragt i Den Ny VerdensIMPULS, nr. 1, 1993. |
 |