| Dansk Esperanto English |
| Virksomhed Jans univers Martinus CyberCenter |
|
|
v/ Jan Nyborg Tarbensen
Copyright © 1997 by Jan Nyborg Tarbensen
Artiklen har være bragt i Den Ny VerdensIMPULS nr. 3 1997 s. 3-6.
| Følgende artikel er et redigeret uddrag af min magisterkonferensforelæsning d. 20/6
1997 på Odense Universitet. Forelæsningens emne var bundet: "Nogle aspekter ved de filosofiske problemer omkring "sandhed og argumenter" hos mindst to af følgende tænkere: J. Gebser, Martinus og A. N. Whitehead". Jeg skrev magisterkonferensspeciale om Jean Gebser, men det bundne emne rækker tilbage til mit cand.phil.-speciale om Martinus og Whitehead (jvf. anmeldelse i DNV nr. 94/2 s. 3). Af de nævnte personer omtales dog kun Martinus i denne artikel. |
Korrespondensteorien
Kohærensteorien
Den pragmatiske sandhedsteori
Fordele og ulemper ved de 3 sandhedsteorier
Religiøse kontra videnskabelige udsagn
Martinus' kosmologi
Modifikation: Frelsesforestillinger medfører muligheden af korrespondens
Afslutning, der vender det hele på hovedet
I denne artikel vil jeg diskutere religion, videnskab og Martinus' kosmologi ud fra 3 fremherskende sandhedsopfattelser i den akademiske filosofi.
Når man i filosofien taler om sandhed, så skelner man traditionelt mellem 3 forskellige former for sandhed, hvilket vil sige, at når man hævder, at et eller andet er sandt, så kan man med "sandt" mene 3 forskellige ting:
For det første er der "korrespondensteorien for sandhed" efter hvilken noget er sandt, hvis det korresponderer med virkeligheden. Efter dette "hårde" og absolutte sandhedsbegreb har påståede kendsgerninger som Guds eksistens og processer som reinkarnation eksistens uafhængig af de personer og begreber, der beskriver dem. Disse fænomener har således eksistens uanset hvilken kulturel eller sproglig verden, de betragtes ud fra. Det hævdes, at virkeligheden eksisterer uafhængigt af vore påstande og forestillinger om den. En sand påstand om denne virkelighed hævdes at være universelt sand for enhver, idet det altid er den samme virkelighed, den refererer til.
Dette sandhedsbegreb er mest i overensstemmelse med "den sunde fornuft", og det er blevet forsvaret af filosoffer som Aristoteles, Thomas Aquinas, Bertrand Russell og G.E. Moore.
For det andet er der "kohærensteorien for sandhed", som siger, at noget er sandt, hvis det er kohærent med en eksisterende teoribygning eller et allerede accepteret verdensbillede. Dette er et relativt og "blødt" sandhedsbegreb, hvor kendsgerninger som Guds eksistens og processer som reinkarnation kun er sande i relation til de begreber, der beskriver dem, og den sammenhæng, de indgår i. Reinkarnation vil således være sandt i en buddhistisk sammenhæng, men ikke en kristen.
Når man på trods af denne relativitet alligevel kan tillade sig at tale om sandhed, så er det fordi man kan have en teori om, at det ikke er muligt at opdage en uafhængig verden uden for vore begrebsrammer. Ethvert menneske har et paradigme eller en teori, der fungerer som et par briller som verden ses igennem. Intet menneske er i stand til at se verden som den er i sig selv, men har kun adgang til en paradigme-betinget version af verden. Det er således ikke muligt at tale om korrespondentisk overensstemmelse med virkeligheden, da ingen har eller kan have kontakt med denne. Sandhed og falskhed er blot udtryk for hhv. overensstemmelse eller uoverensstemmelse med det fremherskende paradigme.
Man kan også have en teori om, at der er et vist sammenfald af de paradigmer, vi hver især går rundt med, således at vi så at sige ser verden gennem så identiske briller, at vi beskriver den nogenlunde ens.
Ud fra en kohærens-teori for sandhed, har man misforstået naturen af sandhedsudsagn, hvis man vil have dem til at betyde mere end overensstemmelse med et givet system af antagelser.
Kohærensteorier forbindes specielt med rationalisme og idealisme, og med filosoffer som Leibniz, Hegel, Bradley og Wittgenstein.
Endelig er der for det tredie den "pragmatiske sandhedsteori", efter hvilken et udsagns sandhed vurderes efter dets nytte. Ligesom ved det kohærente sandhedsbegreb har kendsgerninger og processer ikke, eller kan ikke konstateres at have, eksistens uafhængig af de begreber, der beskriver dem. Teorier fremsættes ikke for at beskrive en bevidsthedsuafhængig virkelighed, men for at drage fordel af deres pragmatiske nytteværdi. Et pragmatisk sandhedsudsagn, som f.eks. om Guds eksistens eller reinkarnation, assisterer os til at finde mening med vore liv. Og heri består deres sandhed. Dvs. at påstanden om Guds eksistens er pragmatisk sand, hvis den hjælper mig til at leve et bedre liv, også selvom Gud ikke kan siges at eksistere ud fra en korrespondensteori.
Denne bløde sandhedsteori stammer fra William James (1842-1910), og anvendes hos ham primært i religiøse spørgsmål, hvor det er umuligt at konstatere nogen korrespondens mellem udsagn og virkelighed, og hvor man ikke desto mindre alligevel ønsker at hævde udsagnets sandhed.
Korrespondensteorien har den fordel fremfor de øvrige, at den er realistisk, dvs. at den hævder eksistensen af en uafhængig virkelighed, hvorved sande påstande, der korresponderer med denne virkelighed, samtidig er universelt sande påstande. Altså, hvis noget hævdes at være sandt ud fra en korrespondensteori for sandhed, så hævdes dette at gælde for ethvert levende væsen.
Den vestlige verdens erkendelsesparadigme bygger i vidt omfang på de samme forestillinger, der præger naturvidenskaben. Der ligger en verden "derude", hvis hemmeligheder det gælder om at afsløre og udnytte. Derfor vil det vestlige menneske, inklusive jeg selv, have en forkærlighed for korrespondensteorier for sandhed.
En svaghed ved korrespondensteorien, og samtidig et argument for en af de blødere sandhedsteorier, er, at det kan være svært at pege på uafhængige, universelle data. Det kan være svært at opretholde en påstand om, at det er muligt at have adgang til bevidsthedsuafhængige data, når man samtidig ikke rent faktisk er i stand til at pege på data, der ikke er relateret til en bevidsthed (f.eks. i det øjeblik man udpeger dem!). Det seneste århundrede har korrespondensteorien da også været i tilbagegang i filosofien. Af eksempler på kritik af korrespondensteorien kan nævnes Ludwig Wittgensteins (1889-1951) påstand om, at sproget ikke refererer til en ydre, uafhængig virkelighed, men kun til sproget selv.
En pragmatisk sandhedsteori og en kohærensteori har det til fælles, i modsætning til en korrespondensteori, at påståede sandheder ikke kan forstås uden reference til den kulturelle, sproglige og eksistentielle baggrund. Kohærente påstande er med andre ord kulturelt betingede, sprogligt betingede og eksistentielt betingede. Der er mange måder at beskrive verden på, og disse forskelligartede beskrivelsesmåder lader sig ikke altid reducere til hinanden. Det sete afhænger således af hvem, der ser, og dette er en meget fremherskende opfattelse i dag, som gør specielt kohærensteorier populære. Men denne relativisme er samtidig de bløde sandhedsteoriers store svaghed:
Kohærensteorien fører til relativisme, fordi vi alle i yderste instans har forskellige verdensbilleder og forudsætninger, og derfor vil det, der er sandt for mig, måske ikke være det for andre. En relativistisk sandhed er ofte uinteressant, for hvis en sandhed kun kan anses som sand ud fra nogle betingelser, der kun sjældent er opfyldt, så er det også kun sjældent at denne såkaldte "sandhed" er vedkommende.
Tilsvarende får en pragmatisk sandhedsteori også relativisme som følge, fordi ikke alle reagerer på samme måde overfor en påstand. F.eks. vil jeg måske få et lykkeligere liv ved troen på en retfærdig Guds eksistens, mens det samme sandsynligvis ikke vil være tilfældet for en forbryder.
Hvordan kan man afgøre om f.eks. Buddha og Kristus har ret i deres udsagn? Hvilken form for sandhed hævder de, og hvordan er deres argumentation? Mere generelt kan man ud fra de 3 sandhedsteorier stille spørgsmålet om sandheden af hhv. religiøse og videnskabelige udsagn.
Uanset om der er tale om en religion eller en videnskab er det eneste interessante at fremkomme med hårde, korrespondentiske sandhedspåstande, da en relativistisk teori hverken er universel eller har nogen overbevisningskraft.
Men det, der adskiller en religion fra videnskab er, at den ikke kan honorere kravet om tilsvarende korrespondentiske verifikationskriterier, men må lade sig nøje med at præsentere den rationelle forstand for kohærensargumenter eller pragmatiske argumenter. Et eksempel:
En religion fremsætter den påstand, at Gud eksisterer. Denne påstand hævdes at gælde universelt, dvs. uanset om man tror på den eller ej. Religionen hævder altså, at Guds eksistens ikke er afhængig af de troendes og ikke-troendes sprog, verdensbillede og kultur. Der er med andre ord tale om en "sandhed", der refererer til en bevidsthedsuafhængig verden – der er tale om en korrespondentisk "sandhed".
Imidlertid er det ikke muligt at anstille et eksperiment, der påviser og beviser denne Guds eksistens og dermed sandheden i den fremførte påstand. Det lader sig ikke gøre at udføre videnskabelige eksperimenter med Gud. Gud er noget metafysisk. Generelt set vil det være umuligt at verificere en religiøs, korrespondentisk "sandhed", og den rationelle forstand må derfor lade sig nøje med at kunne undersøge påstandenes kohærente sandhedsværdi eller deres pragmatiske nytte: Man må nøjes med at undersøge hvordan påstandene passer ind den eksisterende teoribygning eller kultur, eller hvordan troen på dem har en gavnlig indvirkning.
Man kan hævde, at det er problematisk, når en religion fremfører en sandhed ud fra en korrespondensteori for sandhed, men kun er i stand til at argumentere for denne sandhed ud fra en blød sandhedsteori. Men på den anden side, er det netop umuligheden af at kunne udføre en test, der gør en religion til en religion og ikke til en videnskab.
Jeg påstår altså, at det, der kendetegner religiøse påstande er, at de er hårde, men kun blødt lader sig verificere. Denne påstand modificerer jeg om lidt, men vil inden da sige noget om:
Denne kosmologi kan jo ikke kaldes en religion, men heller ikke en videnskab. Han kalder den selv for åndsvidenskab, eller i det mindste en grundsten hertil. Måske kunne man også kalde den for en helhedsteori, fordi (1) den ikke blot beskæftiger sig med den synlige, fysiske verden, men også kommer bagom denne til den usynlige, åndelige verden, og fordi (2) den integrerer disse to forskelligartede verdener i en helhedsopfattelse.
Umiddelbart er en sådan helhedsopfattelse ikke stillet anderledes end religionerne mht. påstande om Guds eksistens eller reinkarnation. Der er stadigvæk tale om påstande, der ikke lader sig verificere som sandheder.
Noget af det kendetegnende for videnskab i modsætning til religion er anvendelsen af rationel argumentation og logiske begrundelser. Dette kendetegner også Martinus' kosmologi, idet Martinus argumenterer på kryds og tværs, hvorved man med god ret kan sige, at hans helhedsteori hænger godt argumentatorisk sammen. Men da denne argumentation er forankret i en helhedsopfattelse, der inkluderer metafysiske antagelser, som den rationelle og materialistiske forstand altid vil finde vilkårlige eller uantagelige, så vil hans argumentation og logik ikke fremtræde uden huller. En materialist vil ikke tvinges til at ændre standpunkt, hvis han/hun skulle støde på Martinus' logik eller argumentation, fordi der er mange betingelser for Martinus' argumentation, som han/hun ikke vil kunne acceptere.
Som ved videnskaben er der sådan set mange forankringer i hans kosmologi til den daglige virkelighed, men koblingen mellem disse dagligdagens kendsgerninger og så verdensbilledet som helhed går ofte gennem en analogi-slutning, der jo ikke udgør nogen form for tvingende argumentation:
Hvis Martinus f.eks. påstår, at alting bevæger sig i kredsløb og henviser til kendte kredsløb som døgnkredsløbet, menstruationscyklussen, årstiderne mm., så har han jo ikke hermed bevist, at kredsløb som reinkarnationskredsløbet eller grundenergiernes skiften gennem de 6 tilværelsesplaner rent faktisk finder sted. Han har i stedet draget en analogi, som kan virke fornuftig, men som ikke udgør en tvingende argumentation overfor en materialistisk videnskabsmand eller en rationel filosof.
Så ud fra disse betragtninger er en helhedsteori som Martinus' derfor ligesom en religion henvist til at nøjes med at argumentere kohærentisk og pragmatisk, og ikke korrespondentisk, for sine påstande.
Mange religioner og såmænd også en helhedsopfattelse som Martinus' indeholder en frelses- eller udfrielses-lære. Dvs. at hvis man følger en bestemt procedure, så bliver man frelst eller oplyst. Hvis man f.eks. dyrker meditation, så vil man ifølge buddhistisk tankegang kunne blive oplyst og dermed selv erfare sandheden. Hvis man ifølge Martinus arbejder sig i retning af at blive et 100% næstekærligt væsen, så vil man en dag blive begavet med den intuitionsevne, som han selv besad, og som vil sætte en i stand til at erfare sandheden selv. Martinus er altså fortaler for en form for karma-yoga.
Med sådanne frelses-forestillinger er religionerne og helhedsopfattelserne egentlig korrespondentiske og dermed af samme klasse som videnskabelige påstande.
Men der er dog en vigtig forskel mellem sådanne handleforskrifter og så beskrivelser af videnskabelige eksperimenter, og det er for det første tidshorisonten. Man skal måske udføre en meditativ praksis i 20-30 år, før man er i stand til at opnå en eller anden grad af oplysning. Eller for Martinus' vedkommende, så kan man umuligt blive næstekærlig og dermed kosmisk bevidst i løbet af ét liv. Så i praksis er der en tidsmæssig barriere ved religiøs og helhedslig eksperimentation, når man sammenligner med tilsvarende videnskabelig eksperimentation.
Det kan hertil selvfølgelig indvendes at også visse videnskabelige eksperimenter kan tage meget lang tid.
Men der er en anden vigtig forskel, der gør sig gældende: Videnskabelige resultater er intersubjektivt (dvs. fællesmenneskeligt) verificerbare i højere grad end introspektive erkendelser (dvs. iagttagelser af ens eget bevidsthedsliv). Selvfølgelig vil man kunne konstatere, at følger man en bestemt meditativ praksis eller bøns-metode, så vil man måske efter mange år nå frem til en enslydende verdensopfattelse. Men der kunne lige så godt være tale om, at meditativ praksis, bøn og karma-yoga etc. blot medfører en bestemt type hallucinationer, og så er man ikke kommet en intersubjektiv verifikation nærmere. Et videnskabeligt eksperiment kan udføres, kontrolleres og diskuteres af mange personer, og de kan nå til enighed om dets udfald. Det samme er ikke tilfældet ved en persons oplysning f.eks. i form af kosmisk bevidsthed: Hvorfor skulle andre tro på, at vedkommende virkelig er oplyst, og at hans/hendes "sandheder" er virkelig er holdbare?
Så i praksis vil det være sværere at verificere religiøse og helhedslige påstande korrespondentisk end det er på tilsvarende vis at verificere videnskabelige påstande, men det er ikke principielt umuligt. For det meste vil religioner og helhedsopfattelser derfor primært være henvist til at argumentere kohærentisk og pragmatisk for de fremsatte påstande.
Nu har jeg reflekteret lidt over religion og helhedsopfattelse ud fra sandhedsteorierne. Men man kunne også vende sagen på hovedet: Hvordan vil man ud fra Martinus' kosmologi se på sandhedsteorierne?
Ifølge Martinus er intelligensevnen jo ikke den eneste bevidsthedsevne, og derfor er rationel argumentation ikke det eneste saliggørende. Efterhånden som intuitionsevnen vinder frem, vil det rent rationelles betydning reduceres. Videnskab og filosofi, i den form vi kender dem i dag, vil derfor med tiden blive mindre interessante.
Tilsvarende vil det mere og mere vise sig, at sandhed ikke blot kan afgøres ved henvisning til en af sandhedsteorierne, idet disse alle er udtryk for den rendyrkede intelligens' metoder. Det vil vise sig, at sandhed ikke blot kan afgøres ved rationel tænkning og videnskabelige tests. De 3 sandhedsteorier vil mere og mere fremstå som intelligensevnens forsøg på at få monopol på afgørelsen af, hvad sandhed er.